Den værste frygt ved atomkatastrofen i Japan er næsten en realitet.
Reaktor 2 på Fukushima-atomkraftværket har nemlig været udsat for en delvis nedsmeltning, skriver BBC.
Regeringstalsmand Yukio Edano fortæller, at nedsmeltningen kan være skyld i de seneste dages forhøjede stråling.
"Stråling ser ud til at komme fra brændselsstave som midlertidigt smeltede ned og kom i kontakt med det vand, der er blevet brugt til at afkøle reaktoren," siger Edano ifølge BBC.
Mens arbejderne på det japanske atomkraftværk Fukushima kæmper med at begrænse strålingen, er deres arbejdsgiver, energiselskabet Tepco, under hård kritik for at sjuske med informationerne.
Tepco kom nemlig til at oplyse, at strålingen var ti millioner gange højere end normalt. De rigtige tal viste imidlertid snarere en stråling omkring 100.000 gange det normale.
"Taget i betragtning, at overvågningen af radioaktiviteten er spiller en vigtig rolle i at bevare sikkerhedsniveauet, er den her slags fejl fuldstændigt uacceptable," kritiserer talsmanden.
Hovedfokus for indsatsen på værket er derfor nu at sikre, at det radioaktive vand, der har samlet sig i bunden af reaktoren, ikke slipper ud og forurener jorden og havet omkring værket.
Kilde: BBC