Den 17-årige Tim K tog 15 mennesker med sig i døden, da han i går morges gik bersærk i det tyskerne kalder et 'amoklauf' på sin skole nær Stuttgart i det sydlige Tyskland.
Den slags tragedier vil man for alt i vorden gerne undgå herhjemme.
Derfor arbejder politiet og Undervisningsministeriet tæt sammen for at forebygge et dansk skoleskyderi, fortæller politiinspektør Erik Johansen fra Rigspolitiets Nationale Operations og Beredskabscenter.
"Skolerne skal være opmærksomme på adfærdsændringer, der giver anledning til bekymring. Erfaringerne viser, at det ofte er nogen, som har været marginaliseret i en eller anden grad, der foretager de handlinger her," siger han til Newspaq.
Hos politiet vil man ikke vurdere, hvor stor sandsynligheden er for, at et skoleskyderi kan ske i Danmark. Men den stramme danske våbenlovgivning har en positiv virkning, mener Erik Johansen.
"Vi ønsker at forberede os bedst muligt. Og her spiller især uddannelsesinstitutionerne altså en vigtig rolle," siger han.
I disse dage lægger politiet sidste hånd på en rapport, der skal fastslå præcis, hvordan politiet skal håndterer en skudepisode, hvis ulykken skulle være ude. Rapporten er i sidste fase, og mangler nu blot juristernes blåstempling.