I en tid hvor mange af landets folkeskoler siger, de mangler penge, viser det sig nu, at de faktisk selv kan hente mange af dem ind - blot ved at spare på strømmen.
For hvis skolerne skærer i energiforbruget, kan der hentes mellem 100 og 200 millioner kroner om året alene på elregningen. Det skriver Børsen Klima.
"Selvfølgelig er der noget at hente på energiregningen og i sidste ende på CO2-udledningen for mange af landets folkeskoler, men det nok vigtigste er, at børnene får en anden bevidsthed i forhold til disse problematikker," siger Venstres klimaordfører Lars Christian Lilleholt.
Han mener desuden, at skolerne selv skal have lov til at beholde de sparede penge, når de på eget initiativ iværksætter sparekampagner og opnår kontante besparelser, i stedet for at pengene tilfalder kommunerne.
En skole i Helsingør har allerede sparet 153.000 kroner alene ved at spare på strømmen.