Hver tredje pige i de danske 9. klasser har oplevet, at fremmede de møder på nettet vil have billeder af dem.
Det skriver Berlingske på baggrund af en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed og Red Barnet.
Det er frække billeder eller små videoer af dem selv, som pigerne bliver opfordret til at sende.
Og det er ikke lovligt at opfordre til at sende frække billeder, når pigerne er under 18 år.
"Hvis billederne har karakter af at være utugtige og personen er under 18, så er det ulovligt og skal tages meget alvorligt," siger Jørn Gravesen, politiinspektør og chef for Rigspolitiets Kriminaltekniske Enhed.
Undersøgelsen viser også, at op til en sjettedel af de unge piger har oplevet at blive direkte opfordret til sex.
Venstres undervisningsordfører Peter Juel vil nu diskutere sagen med undervisningsministeren.
Kilde: Berlingske