Det kommer til at være enormt ødelæggende for forholdet mellem forældre og skolen, hvis forældre bliver straffet økonomisk for deres børns fravær i skolen. Sådan lyder kritikken fra skoleledere og forældre, efter regeringen i går offentliggjorde deres ghetto-udspil. Det skriver TV 2.
- Det er rigtig godt med fokus på at få børn i skole, men jeg er meget bekymret for den her del af udspillet. Det bliver ødelæggende for samarbejdet, for et samarbejde kræver tillid til hinanden, siger Claus Hjortdal, som er formand for Skolelederforeningen, til TV 2.
Forslaget gælder for alle forældre i landet og går ud på, at de kan blive frataget børnechecken i en periode, hvis deres børn har mere end 15 procent ulovligt fravær eller ikke møder op til afsluttende prøver. Såkaldt ulovligt fravær er fravær, hvor forældrene ikke har informeret skolen om det.
Børn kommer ikke i skole ved straf
Landsorganisationen for skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen, Skole og Forældre, mener ikke, at forslaget kommer til at have en effekt og få børn i skole.
Landsformand i organisationen, Mette With Hagensen, er bekymret for, om det bliver sværere for udfordrede forældre at løse problemet, hvis de ikke kan få hjælp af skolen.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) mener, at er der brug for at tage disse hårde værktøjer i brug. Hun siger til TV 2, at der i for mange år er blevet forsøgt med bløde tiltag, som ikke har hjulpet. Nu skal der slås hårdt ned.