Eleverne i 9. klasse fik i gennemsnit karakteren 5 i afgangsprøven i læsning sidste år.
Det viser seneste tal fra Undervisningsministeriet ifølge Berlingske Tidende.
Dermed har regeringens mål om, at elever i den danske folkeskole skal være blandt verdens bedste, et stykke vej endnu.
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo, erkender, at elevernes læsekundskaber skal forbedres, men mener dog ikke der er grund til bekymring.
"Prøven var sværere end de sidste par år. Vi har hørt om en masse klasser, der rykkede adskillige hele tal ned i gennemsnit, i forhold til hvor de plejer at ligge. Den er ikke et udtryk for, at niveauet er faldet dramatisk," siger han til avisen og fortsætter:
"Vi ved, at læseniveauet er løftet markant i skolestarten. Den store udfordring ligger hos afgangseleverne og i at få løftet deres læsekundskaber," siger Bondo og påpeger, at en løsning kan være læsevejledere, der kan understøtte de andre lærere i undervisningen.
Bertel Haarder (V) sagde det ofte i sin tid som undervisningsminister: "Læsning er alle fags moder". Og i sin nytårstale sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at "nøglen er læsning".
For at sikre regeringens ambition er det nødvendigt med bedre læsere, siger uddannelsesordfører Rasmus Jarlov (K).
"Der er ingen tvivl om, at vi skal højere op. Det er en af regeringens allervigtigste prioriteter, at danske folkeskolebørn bliver bedre til at læse. Og der er sket fremskridt, så vidt vi har kunnet spore i Pisa-undersøgelserne," siger han.