Den danske folkeskole skal med statsministerens egne ord op i verdenselitens top fem. Men cirka hver tredje skoleelev har færre timer end det, lovgivningen betragter som fagligt forsvarligt, skriver Berlingske Tidende.
Det viser en opgørelse, som undervisningsministerens egne embedsmænd, Skolestyrelsen, har lavet.
En af de forsømte elever er 13-årige Ask Sejsbo, der går i 7. klasse på Brønshøj skole i København. Han når kun at åbne skolebøgerne i 25 timer på en uge, og det er hverken han eller hans mor tilfreds med.
"Vi har ikke råd til andet end kun lige at holde minimumstimestallet, men det er vanskeligt at gøre andet. Vi vil gerne gøre en hel masse. Male skolen, nye bøger, men vi føler det som om, vi kun har 25 øre," siger hans mor Mette Sejsbo, der er formand for skolebestyrelsen på Brønshøj Skole i København.
Men undervisningsminister Tina Nedergaard (V) kræver, at kommunerne retter ind.
"Jeg vil ikke acceptere det. Og jeg vil heller ikke høre på, at kommunerne siger, at de mangler penge. Hvis ikke eleverne har fået den undervisning, der skal have, så skal de kompenseres. Loven er klar," siger hun.
Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, er langt fra enig. Han mener, at de massive besparelser kommunerne er udsat for, ikke giver dem noget valg.
"Man har efterhånden vendt hver en sten ude i den danske folkeskole for at finde besparelser, og til sidst er det altså gået ud over elevernes timetal, og den her opgørelse er vel og mærke lavet inden de seneste meget markante besparelser, vi har hørt om de sidste uger," siger Anders Bondo Christensen til Newspaq.
Han mener, at folkeskolen skal ses som et investeringsprojekt, hvis statsministeren vil nå sit ambitiøse mål, om at den danske folkeskole skal blive blandt verdens bedste.
"Enhver kan jo se, at den kommunale økonomi er presset. Vi hører i øjeblikket om kommuner, som vil reducere lærerstillingerne med 20 procent. Det er jo helt uhyrligt. Så jeg synes regeringen og KL skal gå ind i nogle langt mere seriøse drøftelser om, hvordan man får den kommunale økonomi til at hænge sammen, så vi kan leve op til de løfter, som vi giver borgerne i stedet for at skyde let fra hoften," siger Anders Bondo Christensen.