De er mætte nu på Øregård Gymnasium.
Ikke af at snolde 20.000 kroner op om måneden, af at dyrke sex eller sniffe kokain af guldrør, som det ellers er blevet påstået i flere artikler i ugens løb.
Men derimod mætte af Ekstra Bladet, som ifølge skolens rektor har opdigtet citater, bragt forkert billeddokumentation og dermed løjet sig til gode historier over flere dage om overklassens vilde liv på gymnasiet i Hellerup.
»Det er blevet så groft, at eleverne ikke vil være med mere. Det er ren pressehetz på så lavt et niveau, at vi ikke kan acceptere det,« siger rektor Pia Nyring.
Sammen med skolens elever samler hun derfor dokumentation sammen for at forberede en mulig sag til Pressenævnet.
Retter straks fejl
Bent Falbert fra Ekstra Bladet tager det roligt og mener, at gymnasiet skulle klage til avisen først.
»Vi retter med det samme, når vi har begået en fejl, ligesom vi allerede har gjort med billedet, der fremstillede mennesker, der ikke var fra Øregård. Men vi opfinder altså ikke udtalelser. Det er tværtimod et kendt fænomen, at når folk ser sig citeret i pinagtige tilfælde i avisen, så har de selv svært ved at huske, hvad der blev sagt,« mener den ansvarshavende chefredaktør.
Beslutningen om at sende sagen for Pressenævnet bliver endeligt truffet på et bestyrelsesmøde om nogle uger.