Det er ikke kun små bryster, tunge øjenlåg og slapt maveskind, der plager skønhedspatienter. Ifølge bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Kosmetisk Plastkirurgi er hver tredje patient på nervemedicin, fordi de har svært ved at klare tilværelsen i almindelighed. Det skriver Berlingske Tidende fredag.
»Hver tredje patient er på en form for nervemedicin, typisk lykkepiller, når de kommer til mig. Jeg ved det, fordi de skal oplyse, hvad de får af medicin forud for operationen,« siger bestyrelsesmedlem Poul Harboe, som opererer på Privathospitalet Hamlet i København, til Berlingske Tidende.
Hans kollegaer bakker op om hans betragtning.
En videnskabelig undersøgelse fra 2004 viste, at kvinder, der har fået lavet større bryster, oftere end andre kvinder har været indlagt på psykiatriske afdelinger. Ligesom de har tre gange så stor risiko for at ende med at begå selvmord.