Det er en myte, at det ydre ikke tæller. I hvert fald hvis man spørger unge mænd i alderen 20-35 år.
82 procent af de unge mænd mener nemlig, at mennesker, der har udseendet med sig, har bedre muligheder for at få sex end andre.
Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Cint har foretaget på vegne af magasinet Q.
Hver tredje af de adspurgte mænd, mener desuden, at smukke mennesker får mere kærlighed.
Det er til gengæld kun hver femte af kvinderne i undersøgelsen, der er enige i den betragtning.
At skønhed spiller en rolle i forhold til, hvilken tiltrækning man har på omgivelser kommer ikke bag på sexolog Sanne Neergaard.
"Det skal nok passe, at man får mere seksuel opmærksomhed, når man er smuk. Vi vil jo også gerne have den flotte udsigt og pakke julegaverne pænt ind. Jeg synes faktisk, der er sådant et underligt tabu omkring det der med skønhed," siger Sanne Neergaard ifølge Dr.dk.
Hun pointerer, at mennesker har forskellige fortrin.
"Vi er opdraget med, at verden skal være retfærdig, og vi skal være solidariske. Men nogle er altså bare klogere end andre, nogle er sjovere, og nogle har skønhed. Og kan vi få det hele, er det jo bare fantastisk," siger hun.
I alt 10.519 mænd og kvinder deltog i undersøgelsen.