Den uhyggelige drabssag fra Gundsømagle nord for Roskilde er nu nærmere en opklaring.
Politiet fandt tirsdag formiddag en mand og en kvinde dræbt af skud på en gård på Dybendalsvej 5 i Gundsømagle. Nu viser det sig, at ligene har ligget på gården i dagevis.
"Undersøgelserne på stedet tyder på, at episoden har fundet sted den 31. december i løbet af aftenen," siger vicepolitiinspektør fra Midt- og Vestsjællands Politi, Jens Møller Jensen.
Politiet og retsmediciner har i eftermiddag gennemført ligsyn på de to personer, og man har kunnet konstatere, at begge personer er dræbt som følge af skud med jagtgevær.
"Der er umiddelbart tegn på, at der tale om en familietragedie, hvor uoverensstemmelser har ført til drab og efterfølgende selvmord," siger Jens Møller Jensen.
Der er endnu ikke foretaget endelig identifikation af de dræbte, men politiet formoder, at der er tale om det par, der boede på gården; en mand på 43 år og en kvinde på 41 år. Parret har levet sammen i cirka halvandet år. De har ingen fælles børn, men henholdsvis to børn og et barn fra tidligere forhold.
De dræbtes familier er underrettet.