En 42-årig mand blev i dag dømt for et drab begået på en 51-årig mand den 9. marts i år.
Dommen lyder på 12 års ubetinget fængsel for det politiet kalder et jalousidrab.
Den 42-årige mand trængte den 9. marts i år ind i et rækkehus i Kastrup, hvor hans ekskæreste havde besøg af sin nye kæreste.
Her skød og dræbte han den 51-årige mand med et jagtgevær.
"Vi har afhørt ham, og han har aflagt fuld tilståelse. Motivet til drabet er jalousi, afmagt og desperation," forklarede drabschef Ove Dahl fra Københavns Politi, da drabet fandt sted 9. marts i år til TV 2.
12 år er udgangspunktet i en sag om drab på et andet menneske, og da der hverken var skærpende eller formildende omstændigheder i sagen, blev den endelige dom på 12 år. Det forklarer dommeren i sagen til TV 2.