Danmarks største byggeplads i øjeblikket ligger ved Det Nye Universitetshospital (DNU) i Skejby. Her blev medlemmer af Folketingets Beskæftigelsesudvalg mødt med en stærk besked, da de besøgte byggepladsen i går ved middagstid.
Det skriver Arbejderen.dk
Håndværkerne er utilfredse med den massive løndumping, der efter sigende foregår på byggepladsen.
Der findes omkring 100 håndværkere, der er ansat af udenlandske firmaer. De har ifølge de danske håndværkere netop givet afkald på 10% af en løn, der i forvejen ligger mellem sølle 50-100 kroner i timen.
"Derudover har de skrevet under på, at dele af lønnen bliver udebetalt kontant. Hvis det sker på baggrund af skatteunddragelse, er det svindel, men uanset hvad er det løndumping – og det skal stoppes!" hedder det i en udtalelse, som Folketingspolitikerne fik udleveret.
Politikerne er enige om, at der findes nogle huller i loven, som skal lukkes, så det ikke kan blive muligt for de udenlandske firmaer at udnytte systemet.
"De strejkendes krav om ordnede forhold peger især på hullerne i lovgivningen. Det er godt, at de tager kampen for ordnede forhold. Vi politikere bør sikre, at hullerne i loven, som udenlandske firmaer stadig bruger til løndumpning, bliver lukket," svarer Enhedslistens medlem af beskæftigelsesudvalget Christian Juhl til Arbejderen.dk
Kilde: Arbejderen.dk