Det kan godt være, at nationalbanken i går forudså skattestoppets snarlige sammenbrud - men det kommer ikke til at ske.
Det slår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast, skriver Politiken.
"Skattestoppet er en del af fundamentet under den her regering. Og det bliver der ikke pillet ved," siger Statsministeren.
I går gik nationalbankdirektør Nils Bernstein ellers hårdt til regeringens økonomiske politik og vurderede blandt andet, at skattestoppet ikke kan overleve.
Nationalbankdirektøren tror nemlig ikke på, at en kombination af skattestop og en plan om omfattende milliardbesparelser hænger sammen. Der skal besparelser til på op mod 34 milliarder kroner, vurderer Nationalbanken. Det tal er tre gange højere end regeringens spareplaner.
På trods af skattestoppet kan pengene meget vel ende med at komme fra højere skatter og afgifter alligevel, vurderer Torben M. Andersen, der er økonomiprofessor ved Århus Universitet.
"Argumentet om, at skattestoppet er med til at styre de offentlige udgifter, holder ikke - det har ikke haft effekt på styringen af udgifterne. Efter alle overskridelserne er det svært at hævde, at det virker - men dette faktum har hidtil været skjult af de år, hvor det gik godt for dansk økonomi," siger Torben M. Andersen til avisen.