Skat melder sig nu klar til at lave fysiske kontroller ved grænseovergange og ekstra tjek af virksomheder, der har grænseoverskridende aktiviteter.
"Når flere lande eller personer med forskellige nationaliteter er involveret i erhvervsforhold, bliver skatteforholdene altid mere komplicerede, end når der er tale om rene danske handler. Det er der nogle, der udnytter, ved at begå ulovlig skatte- og momsunddragelse," siger projektleder Karina Christensen fra Skat.
Hun nævner et eksempel med en tømrer fra Syddanmark, som i 1998 flyttede ud af Danmark og etablerede virksomhed i udlandet. På grund af et anonymt tip, fandt Skat ud af, at han var vendt tilbage til Danmark uden at registrere sig hos myndighederne.
I tre år havde han drevet uregistreret virksomhed i Danmark og unddrog statskassen cirka 300.000 kr. i skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms. Manden er i dag idømt en bøde på 300.000 kr. og 40 dages ubetinget fængsel og skal tilbagebetale de unddragne beløb til Skat.
Skat står ikke mindst klar til at kontrollere udenlandske turistbusser. Tidligere kontroller har nemlig vist, at der er problemer med at få betalt busmomsen korrekt.
"Vores erfaringer omkring udenlandsk arbejdskraft er, at mange har sat sig godt ind i reglerne, og langt de fleste følger reglerne. Men der er desværre stadig behov for skærpet kontrol, og det gælder særligt inden for bestemte brancher," siger Karina Christensen.
Det er arbejdsgiverens ansvar, at den udenlandske arbejdskraft er registreret i det såkaldte RUT-register (Registret for Udenlandske Tjenesteydere).
Ellers er der risiko for en bøde på 10.000 kr. Arbejdsgivere i Danmark skal desuden tilbageholde 30 procent i skat, når de benytter såkaldt arbejdsudleje. Overholdes reglerne ikke, står Skat klar med ekstra opkrævninger.