Nye ure, kameraer, rejser, gratis kantinemad, koncerter og billetter til fodboldkampe.
Der er mange måder, en arbejdsgiver kan belønne sine ansatte på, men det er ikke alle, der husker at indberette frynsegoderne til Skat.
Derfor indleder skattemyndighederne nu et landsdækkende eftersyn af danskernes lønpakker, personalegoder og fryns, skriver Politiken.
"Vi vil først og fremmest undersøge forholdene på de store danske virksomheder med mange ansatte, og det gælder både offentlige og private," siger Henry Gade, chefkonsulent i skattecenter Midtjylland og tovholder på projektet, til avisen.
Også danskernes forskudsopgørelser og selvangivelser har fået topprioritet i den nye plan. Begge steder er mængden af fejl så stor, at Skat vil have undersøgt, om danskerne bevidst snyder med tallene.
"Vi har et system i dag, hvor alle borgere nemt og enkelt kan rette tallene i forskudsopgørelsen på hjemmecomputeren, hvis der er en fejl. Men dermed har man også en mulighed for at indskrive bevidste fejl, hvis man har ondt i økonomien," siger Lise Schou Hansen, direktør i Skat Midt- og Sydsjælland.