Staten hiver stadig flere penge ind via lønnen. Sidste år kradsede Skat 838 millioner gældskroner ind fra gældsplagede danskere.
Det svarer til en stigning på knap 40 procent, skriver Jyllands-Posten.
Alene i januar i år måtte 85.000 danskere aflevere en del af lønnen som afdrag på skattegæld.
I 2008 blev i gennemsnit 48.426 personer hver måned ramt af lønindeholdelse, sidste år var tallet vokset til 58.821 - og udviklingen vil fortsætte, siger Jim Sørensen, skattedirektør for personinddrivelse i Skat.
"I december var 70.187 danskere under lønindeholdelse, og i januar var det omkring 85.000. Vi er ikke i tvivl om, at brugen af redskabet vil vokse støt," siger han.
Lønindeholdelse kan bruges, hvis en borger skylder mere end 500 kroner til staten eller kommunen, og hvis vedkommende ikke har indgået en frivillig afdragsordning.
Konkret foregår det sådan, at borgeren får lagt en procentsats oven i sin trækprocent, så der kommer færre kroner til udbetaling.