Mandag aften offentliggøres en database over nogle af de oplysninger, der er i den såkaldte Panama-lækage. De 11,5 millioner dokumenter, der blev lækket for nylig, har afsløret, at et firma i Panama hjælper velhavere fra hele verden med at holde formuer hemmelige for skattemyndighederne.
Ingen ved præcis, hvor detaljeret den database, der offentliggøres mandag, bliver, men hos Skat krydser man fingre for, at den indeholder originaldokumenter fra eksempelvis transaktioner. Ellers kan det blive svært at bruge til at få dømt eventuelle skattesyndere.
- Vi er interesseret i at vide, hvor meget de (International Consortium og Investigative Journalists, red.) vil offentliggøre. Der går rygter om, at det kun er navne, siger Jim Sørensen, indsatsdirektør i Skat.
- Vi har set i de udsendelser, der har været, at der også ligger korrespondancer og lignende bagved. Det er rigtig vigtigt for vores gennemgang af skattesager.
Selv om databasen angiveligt bliver en omfattende mulighed for at slå op, hvor ofte personer og virksomheder optræder i Panama-lækagen, så er det langt fra sikkert, at mandagens offentliggørelse vil få umiddelbare konsekvenser.
- Det er en udbredt misforståelse, at skattesager er noget, hvor man trykker på en knap, og så ruller det. De andre sager, vi laver på det her område, tager os et år. Vi skal have dokumentation for hele beløbsflowet og lignende.
Derfor tror Jim Sørensen først og fremmest, at oplysningerne fører til nye spor i eksisterende sager, eller at nye personer kan komme i søgelyset.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har tidligere bedt DR om at udlevere alle de informationer, de havde i sagen, til skattemyndighederne.
Nu, hvor oplysningerne er tilgængelige, håber Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, at oplysningerne kan resultere i, at Skat får nogle skattesyndere i nettet.
- Vi håber, at de kan bruges til at finde frem til de personer, der snyder i skat, siger hun.
- Men det er klart, at der er en risiko for, at folk kan nå at rette op på det, når der er gået så lang tid, og når det bliver offentligt tilgængeligt. Det bliver spændende at se, om det lykkes.
/ritzau/