Det plejer at være med et seksuelt ærinde, når det banker på døren hos bordellerne. Men i går aftes var det en anden slags skat, der kom på besøg.
Og det gav igen gevinst, skriver Skat i en pressemeddelelse. 24 prostituerede fik besøg, og kun tre af dem var momsregistrerede. En anledning til at komme tilbage, fortæller afdelingsleder hos Skat København, Lisbet Hedelund.
"Vi giver dem en vejledning på, hvad det her går ud på. Altså at man skal lade sig registrere, og hvorfor man skal det. Og det følger vi så op på ved både at komme igen, og samtidig at invitere dem til et møde, hvor vi konkret hjælper dem," siger hun.
Fem af de 24 kvinder viste sig samtidig at få udbetalt offentlige ydelser, mens fem også havde arbejde et andet sted. Men det ikke kun skattesvindel, som Skat afslører. I gårsdagens besøg blev to udenlandske kvinder også anholdt af politiet.
"Inden for den branche forekommer det ret ofte, og det er jo fordi, de er uden opholdstilladelse og kommer fra lande uden for EU," siger Lisbet Hedelund, der samtidig understreger at aktionerne, som Skat har givet navnet 'Fair Play' vil fortsætte.