Flere og flere virksomheder får Skat for domstolene, i principielle sager om, hvor meget firmaer skal betale i moms. Når Skat taber sagerne, skal de refundere den uretmæssige moms, men oveni betaler de millioner i renter. Det skriver Politiken.
På den måde måtte statskassen bløde hele 350 millioner kroner i 2010 - kun for rentebetalinger. Allerede i løbet af de fem første måneder af 2011 har Skat måtte punge ud med 95 millioner i sådanne 'dummebøder'.
"Det er desværre en udgift, der ikke kan undgås, eftersom momssagerne bliver stadig større og mere principielle og desuden er længere tid undervejs," siger Steffen Normann Hansen, produktionsdirektør i Skat.
Over de sidste år er antallet af momsklagesager steget markant. I 2005 brugte skat kun 55 millioner på renteudgifter. En grund til det er, at selskaber i højere grad betvivler Skats oprindelige afgørelser og går rettens vej. Der er ikke lige så meget tiltro til systemet nu, siger advokat Elsebeth Hjortshøj Rasmussen, der er specialist i momssager.
Et andet problem er, at Skat ofte er halve og hele år om at betale regningen, hvorfor der bliver tilskrevet flere renter til bøderne end nødvendigt.
SF's skatteordfører Jesper Petersen siger, at "det er en skandale, at skatteministeren sløser med skattekronerne."
Skatteminister Peter Christensen (V) har ikke ønsket at kommentere på sagen.
Kilde: Politiken