For et år siden fik cheferne grønt kort fra Skat til at forkæle medarbejderne ekstra meget op til jul, uden der fulgte et smæld med skattefars pisk efter.
Men stort set ingen firmaer udnytter muligheden for at give større gave, lyder det fra de leverandørerne af firmajulegaver.
"Den typiske gave ligger på 400-500 kroner. Vi oplever klart, at den fordel, som Skat indførte sidste år, ikke bliver udnyttet," siger Loise Greve, stifter af Den Personlige Gave.
Skat lempede sidste år reglerne, så chefen kan give medarbejdere en julegave til tusind kroner inklusiv moms, hvis ikke der er faldet andre gaver af i løbet af året.
Hvis gaven koster mere end tusind kroner, ryger den over bagatelgrænsen og så skal du som medarbejder betale skat af den.