Det skorter ikke på skarpe vendinger og grove beskyldninger her to dage før, den iranske befolkning skal give deres mening til kende ved præsidentvalget.
Eks-præsidenten Akbar Hashemi Rafsanjani har bedt den øverste leder Ayatollah Ali Khamenei til at tøjle den siddende præsident Mahmoud Ahmadinejad, skriver BBC.
I en tv-debat i sidste uge sagde Ahmadinejad, at Rafsanjani og andre navngivne politikere er korrupte.
Ahmadinejad beskyldte også sine rivaler for at lyve om landets økonomiske tilstand.
Den siddende præsident er i tæt kamp med den reformvenlige Hossein Mousavi, og der er også to andre kandidater med i opløbet.
Store menneskemængder har været samlet i hovedstaden Teheran for at støtte kandidater, der udfordrer Ahmadinejad. Valgkampen var stilfærdig, indtil tv-debatterne satte skub i løjerne.
Rafsanjani var Ahmadinejads primære modstander ved valget i 2005 og fungerede som præsident fra 1989 til 1997.
De officielle valgkampagner slutter klokken halv fire i nat dansk tid.