Manchester City-problembarnet, Mario Balotelli, henvender sig endnu engang til offentligheden og sin træner på bedende knæ.
Denne gang undskylder Balotelli for sin opførsel under udekampen mod Arsenal, hvor han blev vist ud efter to gule kort. Kampen igennem gik Balotelli både til og over stregen med tacklinger og stemplinger, som i første omgang har kostet ham tre spilledages karantæne.
"Jeg har ingen ord for hans opførsel," sagde Manchester Citys meget skuffede træner, Roberto Mancini, efter kampen, som Manchester-holdet tabte 1-0.
"Jeg håber, han kan forstå, at han er ved at ødelægge sin fremtid, og jeg håber virkelig, at han kan ændre sin opførsel i fremtiden. Han vil formodentlig ikke spille de næste seks kampe. Jeg bliver nødt til at vide, at jeg altid har 11 spillere på banen, og med Mario er det en stor risiko."
Mens Balotelli venter på at få at vide, om FA forlænger hans karantæne, bruger han tiden på at undskylde.
"Jeg er meget ked af, hvad der skete og over den skuffelse, jeg har skabt hos Manchester City og især Roberto Mancini, som jeg respekterer og elsker," siger Balotelli i en pressemeddelelse, som hans agent udsendte mandag.
Kilde: BBC, The Guardian