Så ruller endnu en spindoktorskandale på livet løs.
Ekstra Bladet kan her til aften afsløre, at de er i besiddelse af den meget omtalte lydfil fra lækagesagen om jægersoldaterne i Irak.
Lydfilen dokumenterer ifølge avisen, at det var daværende forsvarsminister Søren Gades (V) spindoktor, Jacob Winther, som stod bag lækagen af oplysningerne om, at danske jægersoldater var på vej til Irak.
Ekstra Bladet skriver, at TV2-journalisten Rasmus Tantholdt på båndet fortæller den tidligere DR-journalist Nils Giversen, at Jacob Winther var kilden til de fortrolige oplysninger om jægersoldaternes indsættelse i Irak. Det var Rasmus Tantholdt som lavede den omtalte historie om jægersoldaterne på TV2 News.
Jacob Winther vil ikke kommentere Ekstra Bladets oplysninger, og det vil Rasmus Tantholdt heller ikke.
Kilde: Ekstra Bladet