Skadet Magnus Landin forlader landsholdslejren

Magnus Landin døjer med skulderen og har forladt landsholdslejren. Casper U. Mortensen er indkaldt i stedet.
Den kommende Kiel-spiller Magnus Landin har forladt landsholdslejren.
Den kommende Kiel-spiller Magnus Landin har forladt landsholdslejren. Foto: Antonio Bronic/Reuters

Fløjtalentet Magnus Landin skal alligevel ikke med det danske landshold i håndbold til Golden League-stævnet i Norge de kommende dage.

KIF Kolding København-spilleren døjer med skulderproblemer og er derfor ikke rejst med resten af holdet til Bergen onsdag.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF).

I stedet er Casper U. Mortensen indkaldt. Den 29-årige Hannover-spiller er ikke noget ukendt kort for landstræner Nikolaj Jacobsen, da fløjspilleren var med i EM-truppen i januar.

Landsholdet spiller den første kamp i træningsstævnet Golden League torsdag mod Frankrig. Den kamp bliver uden playmakeren Rasmus Lauge, som ligeledes har forladt landsholdslejren.

Lauge er ikke skadet, men er blevet hjemme af personlige årsager. Til gengæld forventes han at være mødt op, så han kan spille weekendens kampe mod Island og Norge, oplyser DHF.

I forvejen må Nikolaj Jacobsen se bort fra Mikkel Hansen, der er ikke deltager i Golden League-kampene, fordi hans knæ har brug for at blive aflastet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.