Noget kunne tyde på, at Liverpools anfører, Steven Gerrard, har kastet håndklædet i ringen og accepteret, at Liverpool nok ikke vinder årets engelske mesterskab. Midtbanespilleren er i hvert fald begyndt at tale om årsagen til de knuste titeldrømme.
Han mener, at det hele meget vel ville have set anderledes ud, hvis han selv og Fernando Torres ikke havde siddet ude med skader i løbet af sæsonen.
"Det er frustrerende for os begge, og det har kostet holdet meget, for når vi begge er på banen, har vi en kæmpe tro på, at vi vinder. Vi burde have spillet langt flere kampe sammen, og når vi går ind til den næste sæson, er det vigtigt, at vi begge holder os skadesfrie, så klubben har den bedste mulighed for at opnå mere succes," siger Steven Gerrard ifølge Sporten.dk.
De to fodboldstjerner har spillet 12 kampe sammen fra start i denne sæson.
Selv om Liverpool kun har tabt to kampe i årets turnering, er der med to kampe tilbage tre point op til Manchester United, der endda mangler tre kampe.