Forsvarsspilleren Pascal Gregor lignede et sikkert kort i Niels Frederiksens trup til U21-EM til sommer, men en skade kommer nu til at koste FC Nordsjælland-spilleren slutrundedeltagelsen.
Pascal Gregor udgik skadet i søndagens 1-1-kamp mod FC København, og en operation var nødvendig for at komme en meniskskade til livs. Nu har han fået dommen og må vente fem måneder med at komme i kamp.
Det siger overlæge Søren Winge til FC Nordsjællands hjemmeside.
- Operationen er gået godt, men der var desværre en større meniskskade, som vi har syet tilbage på plads. Det betyder, at Pascal kan forvente en pause på godt 20 uger, før han kan indgå i kamp, siger Søren Winge.
23-årige Pascal Gregor var sidste år med i alle Danmarks fire kampe ved OL i august.
På U21-landsholdet råder Niels Frederiksen over alternativer som Gregors holdkammerat Andreas Maxsø og Darmstadts Patrick Banggaard til pladserne i det centrale forsvar.
/ritzau/