Den 66-årige musiker kommer med mere end musik til Mellemøsten.
"Jeg kommer med ønske om fred og kærlighed," sagde McCartney til israelsk radio.
Den verdensberømte musikers besøg i Israel forløber ikke helt uden gnidninger, oplyser BBC. Flere palæstinensisk grupper mener, at ex-Beatlen burde have boykottet staten Israel og helt undladt at give koncert i Tel Aviv. Selv mener musikeren ikke, at hans besøg er kritisabelt.
"Jeg er her for at gøre opmærksom på situationen og for at sige, at vi har behov for fred i denne region, der er behov for en to-stats løsning," erklærer Paul McCartney.
Koncertgæsterne kan glæde sig til at høre en del gamle sange, som ikke er spillet live i lang tid. McCartney og band har skræddersyet aftenens show specielt til det israelske publikum.
McCartney og de øvrige Beatles skulle have været i Israel tilbage i 1965, men besøget blev aflyst, da styret i Israel var bange for, at en koncert med de yderst populære herrer ville ødelægge ungdommens moral.
/Newspaq/