Manchester United skal blive bedre, så mesterskabstrofæet atter kan komme tilbage til Old Trafford. Sådan efterrationaliserer Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, efter Chelsea søndag sikrede sig det engelske mesterskab for næsen af Manchesterholdet.
"Det er en udfordring. For få år siden var det Arsenal, så blev det Chelsea, og hver gang har vi klaret at hæve barren i vores fodboldklub, og det er lige præcis det, vi vil gøre næste år," siger Alex Ferguson til Skysports.com.
Og netop det med at rejse sig efter et nederlag er noget Sir Alex har prøvet en del gange før.
"Det, der også holder mig gående, er forventninger. Når man har haft succes i den moderne verden, så er det næste skridt at leve op til forventningerne, og det er meget svært," siger Alex Ferguson, der dog mener, at man som professionel skal være klar til at leve med det pres.