"Det var ikke min mor, jeg talte med."
Sådan sagde en indsat ifølge en fængselsrapport, efter at han netop havde talt med moren i telefonen.
Manden var overbevist om, at han blev overvåget, at han blev forfulgt, og at de ansatte ville give ham medicin mod sin vilje, er det mandag kommet frem i Østre Landsret.
I årevis blev den nogle gange voldsomme og aggressive mand flyttet fra det ene fængsel til det andet, før han endelig i 2009 blev erklæret sindssyg og kom på et hospital.
I Østre Landsret forsøger hans advokat at få dommerne til at skrive under på, at Direktoratet for Kriminalforsorgen har udsat ham for umenneskelig behandling i strid med Menneskerettighedskonventionen.
Hele 37 gange mellem 2003 og 2009 var manden placeret i sikringscelle med remme om håndled, ben og mave.
Det længste ophold som fikseret var på fire døgn og 22 timer.
Desuden blev den i dag 43-årige mand ofte anbragt i såkaldt observationscelle, udelukket fra fællesskabet eller fik nej til at deltage i gudstjeneste.
Baggrunden for indgrebene var, at han talrige gange truede fængselsfunktionærer eller var i slagsmål med dem, fremgår det af de rapporter, som hans advokat, Hanne Mogensen Ziebe, mandag gennemgår i landsretten.
I et tilfælde - i Anstalten ved Herstedvester - pumpede de ansatte tåregas ind i hans celle.
I en rapport fra 2004 hedder det, at han har "udtalt paranoid adfærd." Han hører stemmer, er forpint og truer alle omkring sig.
I 2003 noterer Statsfængslet i Nyborg, at han kom ud fra sin celle med en kniv i hånden og med fråde om munden. Han råbte og skreg, smadrede møbler og angreb en ansat.
Alligevel mente en psykiatrisk overlæge i 2005, at der ikke var grundlag for at fastslå, at han var sindssyg. Derfor fortsatte indespærringen i diverse fængselsceller.
Kravet er en godtgørelse på 120.000 kroner, men Kriminalforsorgen mener ikke, at der er sket en krænkelse af mandens menneskerettigheder.
- Der er ikke et ansvarsgrundlag, og der er ikke grundlag for erstatning, siger Kriminalforsorgens repræsentant, advokat Benedicte Galbo fra kammeradvokaten.
Også selv om dommerne skulle nå frem til, at den sindssyge er blevet udsat for umenneskelig behandling, er der ikke grundlag for erstatning, mener hun.
Retssagen fortsætter i flere dage med afhøringer af fængselspersonale og læger.
/ritzau/