Sidste år modtog Arbejdsskadestyrelsen godt 57.000 sager. Det er knap 2900 flere sager end i 2011. Stigningen skyldes især flere anmeldte sager om erhvervssygdomme, oplyser Arbejdsskadestyrelsen i en pressemeddelelse.
Faktisk er antallet af anmeldte erhvervssygdomme på 20.400 af for eksempel psykisk sygdom, hudsygdom, kræft eller skulder- og nakkesygdomme det højeste siden 2006.
Stigningen skyldes ifølge Arbejdsskadestyrelsen sandsynligvis, at myndigheden "som et ud af flere initiativer for at sikre anmeldepligtens overholdelse skrev ud til de læger, som ikke havde anmeldt en erhvervssygdom det sidste år".
4500 eller 22 procent af anmeldelserne omhandler psykisk sygdom i 2012, og det er en stigning på 49 procent siden 2006, hvor psykiske sygdomme udgjorde 16 procent af anmeldelserne.
Antallet af anmeldte hudsygdomme er også næsten fordoblet i perioden 2006 til 2012.
Derimod er antallet af anmeldte ulykker med 19.000 sidste år det laveste antal siden 2006. Faldet er størst inden for ulykker i form af forstuvning, forvridning og forstrækning, som er den hyppigst forekommende skadeart.
I 2006 udgjorde forstuvning, forvridning og forstrækning 51 procent af anmeldelserne, mens andelen i 2012 er faldet til 47 procent. Faldet er på cirka 2100 sager.
I 2012 er erstatningsudgifterne i alt på 3,95 milliarder kroner. De 2,77 milliarder kroner vedrører ulykker, mens 1,18 milliarder kroner vedrører erhvervssygdomme.
Der anerkendes imidlertid langt flere ulykker end erhvervssygdomme, mens den gennemsnitlige erstatning per anerkendt sag er højere for erhvervssygdomme end for ulykker.
/ritzau/