Silkeborg vandt søndag 2-0 over Randers FC på udebane.
Allerede efter 14 minutter kom gæsterne foran 1-0 på et mål af Frank Hansen.
10 minutter inden pausen øgede Rajko Lekic til 2-0.
Randers spillede skidt i første halvleg, mens Silkeborg var ene om at levere underholdningen for fansene.
Træner Ove Christensen, der for nylig erstattede John Faxe Jensen i Randers valgte at skifte profilen Tobias Grahn ud med Kasper Lorentzen i pausen.
Det gav flere chancer, som Randers godt kunne have scoret. Men som så ofte før i indeværende sæson havde hjemmeholdet ikke tur i den.
Med nederlaget ligner Randers en nedrykningskandidat allerede efter 14 kampe. Holdet har kun fire point og hele ti point op til den anden side af nedrykningsstregen.
Silkeborg kravler derimod op i tabellen. Holdet er nu nummer fem med to point ned til AGF, der lørdag spillede 2-2 med FC Midtjylland.