I dag har han to skønne børn, men i mange år var Silas Holst bange for, at han ikke kunne blive far.
Det skriver eb.dk, som har lyttet til podcasten ”Under Nålen”, der netop har haft den populære sanger, skuespiller og danser som gæst.
- Jeg var 12 år gammel. Det var midt i 90'’erne, der var det ikke normalt at tale om regnbuefamilier. Det havde jeg aldrig hørt om. Så jeg tænkte, at være homoseksuel var lig med, at jeg aldrig blev far.
- Det var en kæmpe sorg. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville blive far. Jeg var bange for at blive gammel alene, og at der ikke var nogle børn, der ville besøge mig på plejehjemmet, fortæller Silas Holst i Radio4-programmet, der altså også kan høres som podcast.
Som navnet antyder, så har programmet fokus på tatoveringer og Silas Holst præsenteres også således:
- Han har i alt 14 tatoveringer, hvoraf overraskende mange er blevet lavet i par med både venner og familie. Du kender ham fra ”Vild med dans”, hvor han nærmest altid vinder. Han kæmpede som barn med mobning, der var så omfattende at han har gjort det til en mærkesag at bekæmpe det som voksen. Silas Holst er ugens gæst i Under Nålen, som du kan høre her.