Dommeren har valgt at fængsle de to mænd, der er sigtede for deres rolle i dobbeltdrabet i Møgeltønder. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi efter i dag at have fremstillet de to mænd i grundlovsforhør. I første omgang gælder fængslingen i fire uger, mens sagen fortsat efterforskes.
Den ene af de sigtede er den 32-årige mandlige genbo til de to dræbte. Han har tidligere i dag erkendt drabene på den 68-årige Elke Ibsen Mamsen og hendes søn Hans Mamsen, der begge blev stukket ihjel med en kniv.
Den anden fængslede mand er 25 år gammel. Han nægtede sig skyldig i drab ved dagens grundlovsforhør.
Umiddelbart efter oplæsningen af sigtelsen mod de to fængslede, valgte dommeren at lukke dørene af hensyn til politiets videre efterforskning af dobbeltdrabene, hvis motiv fortsat er ukendt.
Fængslingen af de to sigtede mænd løber indtil den 21. oktober.