Det gyldenbrune, power-datende, bandana-indspundne reality-fænomen Sidney Lee er efterhånden kendt af hver en dansker for at beskæftige sig med alt, der kunne være et gran af medieopmærksomhed i.
Nyeste skud på stammen fra selvbruneren er at være ikon for landets første DM i luftguitar.
Og det er tilsyneladende Sidneys veltrimmede rockstar-stil, der har gjort indtryk på folkene bag den luftige konkurrence.
"Sidney Lee er jo - om nogen - indbegrebet af vaskeægte rock star. Hans stil og attitude holder ethundrede, og for os er Sidney den eneste rigtige til at påtage sig værtsrollen," fortæller Preben S. Nielsen, der er arrangør af DM i luftguitar til Ekstra Bladet.
Det kan ellers komme bag på nogle, at den travle herre har stillet op til arrangementet. Han har nemlig for nylig bebudet en pause fra medieopmærksomheden.
Tidligere på måneden meddelte han, at han sammen kæresten havde planer om at forlade landet for at komme lidt væk fra den offentlighed, der ellers er blevet hans arbejdsplads.
DM i luftguitar finder sted i Vejle om 14 dage.