Reality-stjernen Sidney Lee får muligvis svært ved at fortsætte sit udsvævende singleliv det næste stykke tid, han har nemlig bosat sig hos sine forældre i et kammer på 14 kvadratmeter.
Den ombejlede selvbruner, som aldrig er bleg for at feste, og allerhelst i selskab med dejlige damer som matcher hans egen hudtone, har siden september sidste år haft folkeregisteradresse hos sine forældre.
Alligevel har den kendte kvindebedårer gentagne gange påstået at være bosat på Kongens Nytorv.
Den famøse lejlighed på Kongens Nytorv skulle Sidney Lee have fået af sin far, men han ønsker ikke at oplyse adressen på boligen, skriver bt.dk.
Sidney Lee har tidligere medvirket i Kanal 4's reality-program "Singleliv", og her har storcharmøren ført sig frem som en verdensmand med styr på livet og damerne. Hvorvidt Sidney medvirker i programmet, så længe han har base hos mor og far, vides ikke.