Man kan allerede købe tøj, cd'er og biler på eBay. Og snart kan man måske også købe Sharon Osbournes bryster.
Hvis det står til hende, kan man i hvert fald.
Sharon Osbourne er så utilfreds med sine for nyligt lavede forlygter, at hun overvejer at sælge dem til højest bydende på nettet.
"Jeg hader mine bryster. Jeg vil have implantaterne fjernet, og så vil jeg sælge dem på eBay," siger den frustrerede rockmama til sowetan.co.za.
Lige siden førstedagen med de nye fortrin har rocklegenden Ozzy Osbournes kone været ked af indgrebet. Ikke så meget formen - mere størrelsen.
"Jeg ville ønske, jeg aldrig havde fået lavet dem større. De puttede sådan nogle store tasker ind, som er f****** for store - det er som at bære en hel vandseng på brystet," siger den bramfrie X-Factor dommer.
Selvom plastikoperationen vel næppe kan kategoriseres som vellykket, er Sharon ikke færdig med kunstige smukkeseringer. Det er kun lige nu, at hun holder en lille pause.
"Jeg vil ikke have flere operationer lige nu, men måske når jeg kommer op i 60 års-alderen. Jeg vil helst ikke have en slap hage," siger den 57-årige tv-stjerne.
Hvad Ozzy har at sige til hele sagen, vides ikke, men man kunne forestille sig, at det var noget i retning af:
"Øøøøhhh..... øøhhhh..."