Ifølge Fødevarestyrelsen, er pizza den mest usunde spise fra fastfood-pyramiden, foran blandt andet burgere og grillkyllinger.
Derfor virker det muligvis paradoksalt, at finansordføreren fra SF, Ole Sohn, har valgt at lave og uddele pizza i Skælskør fredag eftermiddag. Men der er en grund til det, siger han til Newspaq.
"De fandt ud af, at jeg har været en passioneret pizzabager i 30 år, og spurgte, om jeg ville komme", siger Ole Sohn om sit tillokkende vælgerstunt.
Ole Sohn og SF har ellers været med til at hæve afgifterne på fedtholdig mad, men Sohn understreger, at de planlagte forhøjelser af afgifterne, ikke er en hetz mod fastfood og andet usundt:
"Nu har jeg aldrig haft et specielt negativt forhold til fastfood," siger han, og tilføjer:
"I en travl hverdag, kan det være fint nok at spise, hvis det er et spørgsmål om at få noget mad kroppen. Og det kan jo godt lade sig gøre at lave en sund burger," siger han, men erkender, at pomfritterne ved siden af burgeren, bliver dyrere.
"Frituremad bliver dyrere, men så har du også garanti for, at du kan få en ordentlig behandling, hvis du bliver syg. Og det er jo ikke sådan, at jeg er fedtfornægter. Måske kommer en pizza til at koste lidt mere, til gengæld ved jeg, at hvis man engang for brug for behandling, så er der økonomi til at give en ordentlig behandling", siger Ole Sohn til Newspaq.
De forhøjede afgifter skal indbringe i alt 3,9 milliarder til statskassen.