Det skal være slut med at lade fællesskabet betale for livsstilssygdomme og sportsskader.
Det mener en række venstrefolk, der blandt andet omfatter Preben Rudiengaard, Karsten Nonbo og Eyvind Vesselbo.
Ikke overraskende vækker forslaget dyb forargelse hos de politiske modstandere hos SF. Gruppeformand Ole Sohn opfatter forslaget som tredje led i regeringens vej mod at gøre Danmark til et "forsikringssamfund".
"Først lavede man massive nedskæringer i kommuner overfor daginstitutioner, folkeskoler og på ældreområdet. Så kom forslaget om at fjerne efterlønnen, og nu følger man så op med at ville lave forsikringer," siger han til Newspaq.
Og ikke nok med at forslaget strider mod alt, hvad mange danskere er stolte af og værner om - nemlig velfærdssamfundet - det giver heller ingen mening, hævder folkesocialisten.
Venstremedlemmet Jens Kirk har i dag på TV2 News brugt eksemplet med en fodboldspiller, der brækker benet. Han mener ikke, det er samfundets opgave at betale for at lappe det sammen igen. Men her opstår et paradoks, mener Ole Sohn.
"En af hans kollegaer siger jo, at hvis man bliver syg af en livsstilssygdom - det vil sige, hvis man ikke dyrker idræt - så skal man også forsikre sig. Spørgsmålet er jo så, hvem det er, der ikke skal forsikre sig."
Han mener i stedet, Venstre skal komme frit frem og kalde det et led i opgøret med velfærdsstaten.
Internt i Venstre er der dog heller ikke ubetinget begejstring over forslaget. Således har gruppeformand Kristian Jensen i dag taget afstand fra idéen.
"Det er ikke en del af Ventres politik, at man skal forsikre sig mod velfærd. Vi mener, at de ydelser som det danske samfund giver borgerne i form af sundhedsydelser eller hjælp i hjemmet, er ting, som skal finansieres via skatten og ikke via forsikringer," siger Kristian Jensen til Newspaq forud for partiets gruppemøde i dag.