Det er ikke i orden, at børn tvinges til samvær med forældre, som har misbrugt dem seksuelt eller tævet dem.
Det mener SF, der nu kommer med en stribe forslag til, hvordan børns rettigheder kan forbedres.
Et forslag handler om, at børn, der er blevet tvangsfjernet fra deres forældre på grund af incest eller vold, skal have mulighed for at sige nej til samværet. Det kan de nemlig ikke nu, forklarer partiets socialordfører Özlem Cekic.
"Der er et eksempel med en 14-årig pige, der er blevet seksuelt misbrugt af sin far. Her fastholder kommunen, at der skal være kontakt med den biologiske forælder, selvom pigen gentagne gange frasiger sig retten til at se sin far. Det er uacceptabelt," siger hun til Newspaq.
Hvis barnet er for lille til selv at kunne træffe beslutningen om samvær med forældrene, bør der være nogle voksne, der kan hjælpe dem med at træffe det rigtige valg, mener Cekic.
"Men det skal være nogle andre voksne end de sagsbehandlere, der varetager forældrenes sag," påpeger hun.
SF byder også på andre tiltag, der skal sikre rettighederne for de tvangsfjernede børn.
"Børnene skal også høres i alle de sager, hvor man træffer nogle afgørende beslutninger omkring deres liv," mener Özlem Cekic.