Den kontroversielle SF'er Özlem Cekic er blevet degraderet af SF's folketingsgruppe.
På et møde har medlemmerne af SF's folketingsgruppe besluttet at fratage Özlem Cekic posten som formand for Folketingets Socialudvalg og suspendere hende på ubestemt tid fra hendes ordførerskaber.
Dermed har hun ikke længere nogen poster i gruppen, som hun kan føre politik og markere sig fra.
- Det er en hård straf, siger Özlem Cekic, som dog vil blive i partiet.
Hun har heller ikke tænkt sig at opgive posten som formand for Folketingets Socialudvalg, før Folketinget træder sammen igen i oktober. SF's folketingsgruppe har dog indstillet, at hun skal forlade posten.
SF's folketingsgruppe peger istedet på partiets børne- og undervisningsordfører Annette Vilhelmsen til at overtage posten som formand for Folketingets Socialudvalg efter Özlem Cekic.
Ifølge SF's gruppeformand Pernille Vigsø Bagge er Özlem Cekic dog ikke færdig i SF. SF konstituerer sig hvert år efter sommerferien, og det vil måske på et senere tidspunkt gøre det muligt for Cekic at få ordfører poster igen.
- Men Cekic skal gøre det sig klart, at det er en gruppebeslutning, at vi skal stemme samlet for skattereformen. Og det har konsekvenser, når man ikke vil respektere det, siger Pernille Vigsø Bagge.
Hun peger på, at Cekic nu skal vise sig som en holdspiller og ikke en "solorytter", hvis hun vil tilbage i varmen.
Det mangeårige medlem af Folketinget for SF Anne Baastrup overtager nu posten som socialordfører for SF efter Özlem Cekic.