For nogle kan det være grænseoverskridende - eller måske en anelse for ophidsende - at se våde bryster danse op og ned i klorbadet. For andre er det en dejlig fri måde at besøge svømmehallen på. Topløs svømning kan dele badevandet, men nu skal de bare kvinder have lov til at folde sig ud uden. Det mener SF i København, der har fremsat et forslag, som politikerne i byrådet skal tage stilling til, fortæller DR P4.
Faktisk skal begge køn have lov til at bade topløs, mener partiet, der har taget sagen op, efter en happening i december. Dengang havde en gruppe kvinder fået lov til at bade topløse i DGI-byen i ligestillingens navn, efter en svensk kvindebevægelse havde forsøgt det samme - dog uden held.
Plads til begge typer badende
Happeningen gav opmærksomhed - især hos de mange fremmødte mandlige journalister, og SF s Frank Hedegaard mener, at idéen med at lade kvinder boltre sig løs uden bikinitoppen er udmærket. Dog ikke i hele åbningtiden.
- Jeg har selv personligt svært ved at forstå, hvorfor et kvindebryst kan støde folk. Men det er derfor, at vi prøver at afgrænse tidsrummet. De mennesker, der godt kan leve med at bade med andre, der er topløse, kan så møde op, og dem, der har problemer med det, kan bade på andre tidspunkter, siger han til P4 København.
Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev fra Venstre, som skal være med at at tage beslutningen, har tidligere udtalt, at hun ikke kan se det som en politisk opgave at bestemme svømmehallernes påklædningsregler, men at de selv skal gøre det.