Danmark er i forhøjet risiko for at blive ramt af terror, lyder det fra PET, Politiets Efterretningstjeneste.
Den kedelige melding får SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, til at kalde på mere åbenhed omkring de nye oplysninger.
"Ligesom enhver anden borger i det her land vil jeg gerne have så meget information som muligt. Og man vist godt sige, at den her udmelding fra PET er en smule ukonkret," siger hun til Newspaq.
Retsordføreren understreger, at hun har respekt for PETs arbejde med at forebygge terror herhjemme. Men udmeldinger, som den vi har set i dag, kan være svære at bruge til noget, synes Lorentzen Dehnhardt.
"Man kan ikke lade være med at blive foruroliget over sådan en udmelding. Og som politiker kunne jeg selvfølgelig godt ønske mig yderligere oplysning om, hvad det her går ud på. Men jeg bliver nødt til at have tiltro til, at PET giver så meget, de nu kan under de givne omstændigheder," siger hun.
Den noget uklare udmelding fra PET, som SF gerne så uddybet, lyder bl.a:
"PET finder anledning til at fremhæve, at trusselsbilledet er alvorligt, og at der er en specifik terrortrussel mod personer og lokaliteter med tilknytning til tegningesagen. Samtidig er der fornyede indikationer på, at terrorgrupper i udlandet søger at sende terrorister til Danmark for at begå terrorangreb."
Læs pressemeddelelsen fra PET om den nye terrortrussel.
pet.dk