Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten kommer helt op på siden af Villy Søvndal om SF i den seneste Megafon-måling. Men det påvirker ikke SF's politiske ordfører, Jesper Petersen.
"Vi må bedømmes om fire år til næste folketingsvalg og ikke på en meningsmåling lige efter valget," siger han som reaktion på målingen.
SF er ellers braget ned i et nærmest frit fald. For bare 18 måneder siden mønstrede partiet 18 procent af danskernes stemmer, mens Megafons måling i dagens udgave af Politiken blot tildeler regeringspartiet syv procent stemmer.
"Målingen er mindre relevant. Der er ikke valg i morgen, og man har aldrig fået så meget indflydelse på en stemme for SF, som man gør nu," argumenterer Jesper Petersen.
Regeringens støtteparti, Enhedslisten, vokser til 7,5 pct. i målingen, og det har Jesper Petersen dog også bemærket.
"Vi noterer os alle de målinger, der kommer. Vi vil have bedre tal til SF og bedre tal til regeringen," slutter den politiske ordfører.
Meningsmålingen i Politiken er foretaget blandt 960 personer over 18 år og har en usikkerhedsmargen på +/- tre procentpoint.