Signe Munk er sygeplejerskestuderende og Næstformand i SF. Hun har haft sin politiske opvækst i kommunalpolitik, da hun som blot 19-årig indtog en af pladserne i Viborg Byråd. Her arbejdede hun for at udvikle og styrke den borgernære velfærd i en tid, hvor pengene var få og de blå var mange.
Signe skriver om velfærdsdanmark under udvikling og afvikling – altid med en ambition om at finde veje for velfærden med trygheden og fællesskabet i behold. Foruden et stærkt fokus på at skabe velfærd for borgerne, er Signe optaget af arbejdsvilkår, faglighed og hverdagen for de mange ansatte i det offentlige. Signe vil desuden bruge sin blog til at afsløre højrefløjens nedskæring, som pakkes ind i smarte reklameord.
LIGE NU begynder, hvad der ligner et politisk maraton af en skattedebat. Claus Hjort har netop annonceret, at han ser på et ”katalog af ubehageligheder” som oplæg til efterårets forhandlinger, og højrefløjen er villig til at gå langt for en lavere topskat. Argumentet er, at ”helt almindelige mennesker betaler topskat”. Hvis man forstår helt almindelige mennesker som sygeplejersker, lærere, pædagoger, murere og tømrere, så viser nye tal, at blot 2-4 procent betaler topskat. De resterende 96-98 procent ”helt almindelige mennesker” betaler altså ikke topskat.
Mindre topskat hjælper ikke lønmodtagerne – det gør penge til velfærd og en rimelig pensionsalder til gengæld. Desværre er det her, Venstre lægger op til, at regningen skal lægges.
Det kommer ofte frem i debatten om skat, at selv sygeplejersker (!) betaler topskat. Men sagen er den, at blot 4,4 procent gør det. Og de 4 procent tjener altså mere end halvanden gange så meget som en almindelig sygeplejerske.
Topskat er og bliver en skat for de højtlønnede. Og den eneste progressive skat, vi har tilbage. Altså en lighedsskaber, hvor de bredeste skuldre faktisk bærer det tungeste læs.
OG DET gælder ikke kun for sygeplejersker. Ser man på pædagoger, lærere, murere og tømrere går tendensen igen. Få procent betaler topskat, og det er langt fra den almindelige lønmodtager i faget. Tilmed har de folk inden for grupperne, der betaler topskat, også markant større indtægter fra aktier, huse og arv. Fx har de 1,4 procent pædagoger, som betaler topskat, en kapitalindkomst fem gange så stor som den almindelige pædagog.
Det er altså en gammel myte, at alt for mange almindelige danskerne betaler topskat. Andelen af personer, som betaler topskat er faktisk halveret siden 2008. Skattereformen fra 2012 tog det sidste hug.
Og nu vil nogle af de borgerlige så sænke topskatten yderligere! Skattenedsættelser skal betales fra en kasse det ene eller andet sted. For når indtægterne falder, må udgifterne gøre det samme. Kort sagt vil det koste velfærd at sænke topskatten. Det vil ramme pædagogerne, lærerne, sygeplejerskerne og sosu’erne meget hårdere end en topskatte-lettelse nogensinde kan lette for dem. Det vil være dem, som mister jobbet, når det offentlige budget kan slankes.
FINANSIERER VENSTRE en sænkelse af topskatten med mindre velfærd, har de 2-4 procent rige sygeplejersker nok fået endnu mere med hjem, men til gengæld er alle 100 procent truet på deres job og levebrød. Og som bekendt betaler man ikke ligefrem topskat, når man ryger på dagpenge eller kontanthjælp.
Finansierer Venstre en sænkelse af topskatten med endnu højere pensionsalder, så rammes særligt de ufaglærte og kortuddannede hårdt. Den store gruppe af lønmodtagere, som har lange arbejdsliv, fysisk belastende job og korte uddannelser, nedslides tidligere end hæve-sænkebords-akademikerne, men er også kommet på arbejdsmarkedet tidligere. De skal altså betale med muligheden for ”sunde” seniorår for mindre topskat til højtbetalte og langt uddannede.
Mindre topskat hjælper ingen almindelige lønmodtagere – det gør penge til velfærd og en rimelig pensionsalder til gengæld.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.