Spaltede penisser og på anden vis misdannede kønsorganer. Det kan være resultatet af hormonforstyrrende stoffer. De er i hvert fald farlige for dyr, viser ny undersøgelse. Derfor skal der sættes en stopper for kemikalier i samfundet, mener miljøordfører for SF Steen Gade. Inden de bliver en kæmpe trussel for mennesker.
»Det kemikaos, som vi omgiver os med, er en af de alvorligste langsigtede miljøtrusler, når det gælder menneskers sundhed,« siger han.
I undersøgelsen lavet af Danmarks Tekniske Universitet (DTU) blev rotter udsat for forskellige hormonforstyrrende stoffer og fik alvorligt misdannede kønsorganer.
»Det er helt oplagt, at der på baggrund af undersøgelsen bør indgå et meget skærpet forsigtighedsprincip. Der er ikke megen tvivl om, at kombinationen af kemiske stoffer også er en stor trussel mod mennesker«, siger Steen Gade.
Han har spurgt miljøminister Connie Hedegaard (K), om hun vil tage initiativ til, at der i butikker bliver opsat information, så forbrugerne kan se, hvilke stoffer der er i farezonen. Samtidig har Steen Gade bedt ministeren gøre status over den danske indsats imod hormonforstyrrende stoffer.