Regeringen skal smide frygten overbord og melde klart ud, at vi støtter oppositionen i Iran.
Det mener SF's udenrigsordfører, Holger K. Nielsen.
"Det er problematisk, at man (Per Stig red.) ikke vil kritisere det iranske styre, fordi det er vigtigt, at demonstranterne får moralsk støtte fra Vesten," siger den tidligere partiformand til Nyhedsbureauet Newspaq.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) begrundede tidligere søndag over for TV 2 sin holdning.
"Hvis vi udtaler støtte til oppositionen risikerer vi, at styret bruger vores udtalelser mod demonstranterne. De vil kunne sige: 'Se selv, de er støttet af Vesten'," lød det.
Den risiko erkender SF, men det skal ikke holde ministeren tilbage for at vise, hvor Danmarks støtte ligger, mener Holger K. Nielsen.
"Det er klart vi må overveje, om en åben støtte kan have en kontraproduktiv virkning. Men det må ikke betyde, at vi bliver handlingslammede. Fordi vi er nødt til at erkende, at demonstranterne er i en meget vanskelig situation, og her er det vigtigt, at vi i Vesten bakker op," siger han.