SF's retsordfører efterlyser handling fra justitsminister Brian Mikkelsen (K), så fremtidige gadefester ikke udvikler sig til ballade, som det skete i sidste måned i Hyskenstræde i det indre København.
Ved et åbent samråd om sagen i dag, sagde Brian Mikkelsen, at det var en fejl, at politiet ikke greb ind noget tidligere. Men den forklaring køber retsordfører Karina Lorentzen ikke.
"Jeg kan stadig undrer mig, at en erfaren polititalsmand om lørdagen melder ud at det skyldes manglende ressourcer, mens det om mandagen er blevet til en fejl. Derfor håber jeg, at de har lært af det her forløb til en anden gang," siger Karina Lorentzen til Newspaq. Hun vil nugå videre med sagen.
"Nu stiller jeg en række spørgsmål til Brian Mikkelsen. Bl.a. omkring hvordan det konkrete beredskab var på selve aftenen. Det synes jeg ikke, at jeg fik et klart svar på under samrådet," siger Lorentzen.
Hun vil desuden presse på for at få oprettet et konfliktråd, hvor ofrene for ødelæggelserne kan møde gerningsmændene.
Hærværket foregik natten mellem den 8. og 9. maj, da unge gik amok og smadrede butiksruder, inventar og biler samt malede med graffiti, mens politiet så passivt til.