Den sextiltale pædagog fra Psykiatrisk Hospital i Risskov, som står tiltalt for at have misbrugt en bæltefikseret kvinde, skal i dag forklare sig i retten i Århus.
Manden nægter sig skyldig i anklagerne, skriver B.T.
Pædagogen, som på grund af et navneforbud kaldes PBE, står tiltalt for at have kysset og befamlet den kvindelige patient, mens hun var bæltefikseret, samt for at forsøge at have sex med hende i en skov.
"Jeg har holdt hende i hånden. Jeg har holdt hende på maven, når hun hyperventilerede. Men det var altid uden på tøjet. Jeg var en af dem, der var meget forsigtig, fordi hun kunne finde på at råbe, at man ragede på hende," forklarede den tiltalte over for retten ifølge B.T.
PBE forklarer, at den kvindelige patient har været meget nærgående over for ham.
"Hun kravlede rundt op mig, hun ragede på mig. Det var hende, der lagde an på mig."
Undervejs i forklaringen brød han sammen af gråd og måtte bede dommer Merete Strøm om en pause. Derefter forklarede han, at han tidligere har modtaget psykologhjælp, fordi han har haft svært ved at håndtere, at kvinden var så nærgående.
"Min leder fandt mig siddende grædende nede i kælderen. Jeg har oplevet at skulle trække hende ned ad stolen, fordi hun har siddet overfor mig med sin fod i oppe mit skridt."
Kilde: B.T.