I sagen om omfattende misbrug af to døtre på Bornholm får pigernes adoptivfar 10 års fængsel. Det bringer sagen op blandt de alvorligste sager om overgreb på børn herhjemme.
Pigernes mor får otte års fængsel.
Dommen faldt onsdag formiddag kl 10 ved retten i Rønne.
Ifølge dommeren udnyttede parret deres position som forældre til at presse pigerne til sex, og der var tale om en systematisk nedbrydning af børnenes normer og adfærdsmønstre.
Blandt andet blev pigerne holdt isolerede fra hinanden, og den ene blev også isoleret fra omverdenen, da hun reelt holdt op med at gå i skole.
To husvenner fik henholdsvis seks og ni måneders fængsel for at have deltaget i enkelte af overgrebene.
Pigernes mor og hendes nye mand blev tirsdag fundet skyldige i at have misbrugt døtrene i en årrække. Moren havde ikke blot set på og tilladt faren at forgribe sig på pigerne, men tog også selv del i de seksuelle aktiviteter.
Samtidig blev to husvenner på 62 og 44 år fundet skyldige i flere gange at have haft sex med pigerne, mens forældrene også deltog.
Sagen fra Pedersker har i det hele taget tegnet billede af en familie med en grænseoverskridende adfærd.
Parret har under sagen forsvaret sig med, at pigerne selv var nysgerrige og ikke til at holde tilbage.
Selv familiens hund blev den ene af de to døtre overtalt til at have seksuel omgang med.
Anklageren i sagen, Anne Birgitte Stürup, har ikke lagt skjul på, at pigerne ifølge hende fungerede som sexslaver.
- Jeg synes det er så ufatteligt hjerteskærende. Jeg har sjældent set noget, der minder om den her sag, sagde hun tirsdag.
De to piger er i dag 17 og 18 år gamle. Misbruget af dem begyndte, da de var seks-otte år gamle og fandt sted op til flere gange om ugen.